Tekster → Jysk til rejsebrug

JYSK TIL REJSEBRUG

Du sidder nu med den anden udgave af "Jysk til rejsebrug" i hånden. Den første, der udkom i fjor, blev revet væk – i 100.000 eksemplarer, og det viser jo tydeligt behovet for en nærmere indføring i jysk natur og mentalitet.

Vi har bedt en gammel jyde – Gyldenspjæt – om at give dig nogle grundregler for, hvordan du bedst kan begå dig herovre, og vi gentager Ulrik Ravnbøls ordliste, der næsten er en forudsætning for at føre en fornuftig konversation. Endelig har vi fået Erik Kjersgaard fra Den gamle By i Århus til at tage dig ved hånden rundt i Jyllands historie.

En af de ting, du hurtigt vil få smag for herovre, er det jyske øl, og her skal du være opmærksom på, at vore jyske Thor pilsnere kun fås i Jylland. Den store og stabile jyske tørst (- og de mange turister) har simpelthen gjort det umuligt for os at tænke på eksport, for det ta’r nu engang den tid det skal tage, at lave en ordentlig jysk pilsner.

Vil du have lidt jysk øl med hjem, må du se at forhandle dig tilrette med vore jyske forhandlere. Men de er ikke meget for at slippe deres pilsnere løs ude i verden. Det kunne jo let gå ud over forsyningerne til det jyske hjemmemarked. Og der er trods alt en grænse for jysk venlighed.

God tur. Og god tørst.

Thor Bryggerierne i Randers.

Råd og vink til de fremmede

Når den fremmede foretager en rejse i Jylland, er der nyttige regler for, hvordan man skal opføre sig.

Man vil muligvis blive tilgivet sin mangel på forståelse af, hvad der er god skik i Jylland – så’rn nøj folk ka’ jo æt gjør for te de æt æ jyder – og enhver jyde vil tro, at den fremmede lider i stilhed under det. Men der er fem råd, som absolut bør iagttages:

Undgå overdrivelser!

Jyder underspiller. På dansk hedder det understatement, og det vækker ubehag hos jyder at høre københavnere, fynboer og lolliker plapre løs med uhæmmet begejstring over et smukt panorama i det jyske landskab. Jyden ved det godt. Og når han falder helt i svime over landskabelig skønhed – eller en jysk øl – siger han: De’ æ æt så ring! Så’rn da! (Se næste afsnit).

Ingen komplimenter!

Den sikreste vej til at miste enhver form for respekt i en jydes øjne er, hvis du strør om dig med komplimenter. Et lille kort nik er rigeligt. Hvis du omtaler en jysk pige som "alletiderssuperdeluxecremedelacreme", kan enhver sige sig selv, at det er forkert, når det på jysk kort og godt hedder knøw! (Bare slå op i parløren!).

Når så dette råd er gledet ind på lystavlen, vil jyden ligne én, der skal henrettes – og tilføje: Så’rn da! Jyden vil altid tage et forbehold, også selv om han inderst inde mener, at pigen er knøw.

Hold din kæft!

Der er intet, der vækker en jydes interesse, som en fremmed, der ikke forsnakker sig. Det ligefrem pirrer ham til at få noget at vide, og det giver ham den mistanke, at det måske er en jyde, der lever i hovedstaden under bekvemmelighedsflag.

Bliver du udsat for jysk gæstfrihed, skal du ikke sidde og fortælle værtinden, at det er alletiders mest udsøgte og vanvittigt velsmagende kartofler i løgsovs. Hold din kæft og spis op! Men pas på: Det kan være, du pludselig får en frikadelle mere øst over på din tallerken med oplysningen om, at Do ska’ ha’ en anden jen! Det betyder ikke, at de andre frikadeller var fordærvede, men: én til. Hvis du siger, at du er mæt, får du et straffende blik og et Do har godt a’ et! Smil og hold din kæft! Jysk gæstfrihed er stærkere kræfter, end du hidtil har været oppe imod.

Pas på pengene!

Jyder anser penge for at være et næsten accepteret betalingsmiddel – når man nu absolut har afskaffet vare-til-vare – og det er en tillidssag. Hvis du aflægger besøg i det, som københavnerne kalder et "sjælevaskeri" – på jysk kort og godt: værtshus – er det ikke sikkert, at du bliver afkrævet betaling for det første glas. Men hvis du efter bestilling lægger tegnebogen og siger: "Snup lige pengene selv, jeg skal lige telefonere...!"

Ja, så kan det godt være, at du nyder en vis agtelse. Men lad være med at sige "Tak, frøken. Det var pænt af Dem!" Jyder har et eller andet med at: Folk ka’ jo wær so ring, te de sejjer De. Mellem jyder er det almindeligt, at man spørger, hvad man bestiller. Og næste spørgsmål er: Ka’ do law no’n pæng mæ’ de’?

Jyder har stor sans for åndelige værdier og livets goder, hvis det bare ikke er til hverdag. Til hverdag drejer det sig om å law pæng. Og helst: Manne pæng. Ikke fordi man nødvendigvis har brug for dem, men fordi mange jyder har kureret et hold i nakken ved at sove på deres tegnebog.

Tja... Sådan er det bare!

Spar dine morsomheder!

Når melodi Grand Prix-sangen "Sku’ du spør’ fra no’n" i sin tid blev en klar vinder, var det på grund af jyske stemmer. Temaet i denne nationale sangskat passer jyder helt fint. Noget af det mest trættende en jyde kender er de spørgsmål, som fremmede anser for "fikse". Den finurlige københavner, der bemærkede til sin jyske vært i spørgende form: "Men ligger det ikke lidt langt væk?" – Fik svaret: Fra hwa?

Men omvendt: hvis en jyde siger til den fremmede: Do æ æt så towli’ å høre (p)å’... do snakke jo helsens som en men’ske! – Ja, så er der jackpot i anseelse... og så kan man rette ryggen, indtil tilføjelsen kommer: Man sku’ næsten tro, te do war jyde!

Højere kan intet menneske nå.

Gyldenspjæt

JYSK TIL SELVHJÆLP

Go Fornywls

JYDERNE ER ET BESKEDENT FOLKEFÆRD

Det er godt tusind år siden, kong Harald rejste sin store runesten i Jelling midt i Jylland og roste sig af, at han havde samlet det danske rige og gjort indbyggerne kristne. Nu ligger det ikke for jyder at prale; men i al beskedenhed vil de da lige gøre opmærksom på, at hvis de ikke havde gjort en indsats, var Danmark aldrig rigtig blevet til noget.

Jyderne er langmodige folk, der finder det i sin orden, at hovedstaden ligger på Sjælland, sålænge man bare husker på, at København er den største jyske by i Danmark – i hvert fald den by, hvor man har samlet flest jyder på et sted. Og jyderne er beskedne mennesker, der aldrig har påstået, at de er de bedste i verden. For der er ligesom ikke noget rigtigt at sammenligne med.

Jylland er landfast med Europa, hvad resten af Danmark ikke er, og det gør en forskel. Danmarkshistorien udmærker sig nemlig ved en lang række krige – dels med Sverige og dels med Tyskland – hvor den danske orlogsflåde piskede rundt i farvandene og holdt fjenderne væk fra Sjælland, hvorfor københavnerne altid var meget modige på jydernes vegne. Det var nemlig dem, der måtte tage bøvlet med kontinentet.

I Ålborg har man rejst en flot skulptur af en stangende tyr – et mindesmærke for cimbrerne, der for mere end totusind år siden udvandrede fra Jylland, faldt plyndrende ind i Frankrig, besteg Alperne og kurede på skjoldene ned i Italien, hvor de blev slået af romerne. Det var en slem skuffelse, så siden har jyderne stort set afholdt sig fra den slags eksperimenter og ladet strømmen gå den anden vej. Der var snart sagt ikke den hær – den være sig frankisk, østrigsk, preussisk eller svensk – der kunne afslutte et felttog i Nordeuropa, uden at lade sig lokke op i Jylland.

Alt det lærte jyderne at leve med – for ikke at sige: Leve af. Regeringen i København skumlede over, at jyderne ligefrem handlede med de fjendtlige besættelsesmagter – hvilket vil sige at de fik betaling for det, som de fremmede ellers ville have tilegnet sig gratis. Det har jyder aldrig kunnet se noget galt i.

På et tidspunkt, da københavnerne ikke var nået længere end til at fiske sild i Øresund, havde jyderne for længst lagt grunden til vor nuværende landbrugseksport. De solgte stude efter levende vægt – og var endda i stand til at overtale dem til at gå på egne ben hele vejen ned til Tyskland og Nederlandene, hvorved man sparede transportomkostninger og kunne sælge til bundpris. Og ude på de vidtstrakte heder, der ikke kunne bruges til noget som helst – bortset fra litterære drømme om vild natur – holdt jyderne ikke desto mindre får, og af fåreulden strikkede de sokker og bælgvanter, som de solgte til de krigsførende nationer.

Nogle af uldhandlerne slog sig med tiden ned i København, der på den måde også fik en smule erhvervsliv; men når de – som Søren Kierkegaard – lod handel være handel og hengav sig til filosofi i stedet, gik det selvsagt ikke så godt – i hvert fald ikke nær så godt som i Hjallerup, hvor de stadig handler heste, og i Herning, hvor de stadig strikker – selvom fåreulden er opgivet til fordel for andre spindstoffer og de uldne sokker til fordel for et smartere design.

Derfor undrer det ikke på nogen måde jyderne, at de ovre i København er ved at omdanne havnen til et kønt kystanlæg med buskadser og springvand, medens kajerne i Esbjerg og Århus tordner af lastbiler og containere og aktivitet. "Erhvervslivet flytter vestpå," siger de resigneret i København, medens jyderne – som ikke har det med at prale – ingenting siger, for de ved bare, at det jo altid var her det havde hjemme, selvom de da gerne under hovedstaden en sjat.

Det kunne heller ikke komme bag på nogen, at en fynbo – H. C. Andersen – måtte se sandheden i øjnene og skrive den jyske nationalsang: "Jylland – du er hovedlandet". Ligesom man kan slå op i enhver geografibog og læse, at Danmarks højeste højdedrag selvfølgelig ligger i Jylland. Et enkelt af dem kalder man Himmelbjerget, for det er i strid med jydernes beskedenhed, at der er et par andre, som er endnu højere.

Erik Kjersgaard