Tekster → Slip prutten

Nedenstående klumme er sakset fra juli 2001-nummeret af DSBs blad "Ud & Se."

Klummerne i Ud & Se bliver på skift skrevet af tv-værten Steen Bostrup, stand-up-komikeren Lasse Rimmer og filminstruktøren Lotte Svendsen.

Af Lotte Svendsen

Man skal opføre sig ordentligt. Lyne op efter toiletbesøg og lade være med at skrige fremmede mennesker ind i hovedet bare fordi man synes de er grimme. Så langt er jeg med. Men når pænheden kammer over i passiv aggression, får jeg lyst til at flytte ind i en Pedro Almodovarfilm hvor badeværelsesfliserne er højrøde og kvinderne kaster sig ned på gulvet af hysteri.

Tag nu for eksempel forrige lørdag hvor jeg vågner klokken ni uden hverken fysiske eller moralske tømmermænd.

En lille smule glad for mig selv beslutter jeg mig for en tur i Ikea. I bilkøen foran superkædens parkeringspladser får jeg tid til at nyde mig selv i sidespejlet. Når lige at fjerne et par birkes og et vildtvoksende hagehår da der pludselig bliver dyttet vildt bag mig. Jeg famler nervøst efter gearstangen. Ganske rigtigt. Bilen foran mig har bevæget sig 25 centimeter uden at jeg har fulgt trop. For fanden mand, jeg troede vi skulle hygge os. Jeg skynder mig at køre en kvart meter frem og nikke undskyldende til skikkelsen bag mig.

Så står vi der igen. Efter endnu fem minutter hvor bilen foran mig ikke har rykket sig mere end få centimeter, tillader jeg mig at slukke for motoren for at vente til køen har bevæget sig mindst en meter frem. Nu bliver det for meget for personen bag mig som begynder at dytte. Først en gang. Så to gange. Til sidst holdes hornet bare nede.

Jeg retter på bakspejlet og ser at føreren er en ung lyshåret kvinde i en nydelig Peugeot 306. Et velplejet nips med hestehale, Nice Girl-nappajakke og Burberry-klud perfekt arrangeret - og ikke slasket - om halsen. Hun er, med al respekt, Annette Heick-typen der kan kalde min indre Lone Kellermann frem på et sekund. Jeg får lyst til at brøle "å Luigi" over hele pladsen, men får med opbydelsen af alle mine kræfter påkaldt mig et øjebliks tilstand af zen-buddhisme. Vender mig roligt mod hende og synger med et skævt smil "Easy, easy". Men hun er åbenbart ikke cand. mag. i engelsk. Til gengæld kan hun tegnsprog og giver mig fingeren.

Se nu er det jo sådan at Lone Kellermann rent faktisk er flyttet på landet. Og det kan man jo godt forstå. Så jeg må gribe efter langt mere radikale forbilleder og gøre noget meget udansk som en skolepsykolog engang pressede mig til, nemlig at reagere på stedet. Med et snuptag får jeg parkeret bilen på tværs af indkørslen og stiger ud med et ansigtsudtryk der ikke er set bedre siden scenen fra filmen Thelma og Louise hvor Susan Sarandon stiger ud af bilen med en gun i hånden for at veksle et par borgerlige ord med en sexistisk trucker. (Trist at man skal finde sine forbilleder i amerikanske film, men jeg kunne ikke lige huske andet dansk end Sofie Gråbøl der puster æg i Blinkende Lygter og får på snotten.) Anyway, havde jeg haft en gun i bæltet, så var den sgu blevet rettet mod hende underskudsdanskeren i overskudsbilen. Og så havde man nok forlangt lidt mere overskud i hverdagen.

Det eneste jeg har i bæltet er en delle og et prismærke som af og til gnaver, så jeg nøjes med at banke på hendes bildør i håb om en opbyggelig sludder. Men hun skynder sig at låse samtlige døre ved hjælp den lille sorte tap i døren. Klik. Der står jeg så med alle mine talenter. Postkasserød i hovedet og på lidt af et adreanalintrip. Føj da for en lørdagskylling, tænker jeg. Trygt emballeret i folie og garanteret stopfyldt med salmonella og andet skidt. Skråt op med køkkenhygiejnen! Så kom dog ud så vi kan tage den. Men hun undgår at få øjenkontakt, og jeg kan se at hun ryster på hænderne. Ok, chicken, så stik du bare hovedet i høet og bur dig inde med svinehunden og skynd dig så at rette på makeuppen og ryste den ubehagelige oplevelse af dig.

For uha, den var tæt på. Tæt på at du var kommet til at sige hvordan du egentlig har det. At du er pissehamrende træt af at vi allesammen skal være her. Træt af at være en pæn pige der altid skal vise hensyn. Når du i virkeligheden helst ville køre uforstyrret afsted i din konsumrus og skrige "Fede so, så tryk da på speederen eller flyt på Sundholm" til sådan nogen som mig. Men sådan snakker man ikke til hinanden, vel? Den slags opførsel tilskriver vi militante palæstinensere og løsladte autonome. Hvorimod man som fritgående dansker helst holder på prutten til der er kommet udsugning på badeværelset.

For vi er jo dannede mennesker med styr på tingene og os selv, ikke sandt? Og skulle vi et øjeblik blive i tvivl om det, så er det jo skønt at der er pædofile, hiv-smittede og andet snavs at sammenligne sig med når vi skal have stivet selvopfattelsen af.

Men kære lille frøken kylling. Jeg har set dig. Og jeg synes sgu du er uhyggelig. Så hvis det er dig jeg skal stå i kø med næste gang, så er jeg slet ikke sikker på at jeg vil være medlem af det veloplagte A-hold alligevel. Så vil jeg hellere feste igennem næste fredag. Flå hele døren af og få sagt en masse shit og sove til klokken lort. Hellere det end at ende med at sidde i en fodgængerovergang og dytte af en gangbesværet stakkel. Med centrallåsen forsvarligt aktiveret.